Haveforeningen Vorupkærparken ligger sydvest for Randers City. En dejlig fredelig kolonihaveforening med 143 haver, som grænser op til Vorup Enge og Gudenåen.
Går man en tur uden for Vorupkærparkens område, findes der en sti mod vest, der går ud over engene og går man i den modsatte retning, vil man komme til Randers City. Der er 7 km rundt, hvis turen går mod venstre ud mod motorvejen, tager hængebroen på motorvejen og tilbage langs Gudenåen ind til Randers regnskov og over den blå bro tilbage til Vorupkærparken. Engenes område er på ca. 40 hektar. Vælger man at gå til højre er der ca. 2 km til Randers City. I sommermånederne græsser de gamle husdyrracer, som får, geder og jysk malkekvæg i området, desuden ses svaner, ænder, gæs og mange forskellige fugle.
Vorupkærparken har et fællesområde med legeplads, græsplæne, fælleshus, toiletbygning og informationstavler. På informationstavlerne hænges der opslag op om, hvad der sker i foreningen og det er også her, man kan finde opslag på hvilke kolonihaver, der er til salg.
Legepladsen indeholder, gynger, sandkasse og legehus og græsplænen kan bruges til boldspil, kroket og meget andet.
Fælleshuset er blevet renoveret i 2017, både ud- og indvendigt. I 2018-19 er køkkenet blevet renoveret med nyt inventar med både nye køkkenskabe, ovn og kogeplade. Der er mulighed for at leje lokalet til din næste fødselsdag eller anden festlighed og med plads til 80 personer.
I løbet af året arrangerer bestyrelsen nogle aktiviteter i fælleshuset, det kan være til Pinse, Sct. Hans, Syng med eller Fredags Cafe.